Godkendelsen af en praktikvirksomhed
kan være betinget af, at eleven
modtager supplerende uddannelse på
skole (skolepraktik) eller i en anden
virksomhed, jf. § 5, stk. 3, i bekendtgørelse
nr. 26 af 15. januar 1991 om
de faglige udvalgs godkendelse af
praktiksteder for elever i erhvervsuddannelser.
I henhold til lovens § 66
d, stk. 3, kan erhvervsskolerne give
supplerende skolepraktik til elever,
som har uddannelsesaftale for hele uddannelsen
med en praktikvirksomhed,
der er godkendt efter lovens § 46, når
godkendelsen er betinget af, at eleven
modtager supplerende skolepraktik, og
eleven i øvrigt opfylder betingelserne i
lovens § 66 a.
Skolepraktik kan således anvendes på
tilsvarende måde som ved udstationering
i en anden virksomhed.
Indholdet i den supplerende skolepraktik
vil afhænge af, hvad godkendelsen
af virksomheden er betinget af, og
hvad virksomheden og skolen nærmere
aftaler i overensstemmelse hermed.
I medfør af lovens § 46, stk. 3, er der
i ovennævnte bekendtgørelse fastsat
nærmere regler om godkendelse af
praktikvirksomheder som praktiksteder.
Praktikvirksomheden vil være både
juridisk, økonomisk og uddannelsesmæssigt
ansvarlig under hele uddannelsesforløbet,
altså også når eleven
modtager den supplerende praktik
på skolen. Virksomheden vil således
have ansvaret for, at eleven får den
praktikundervisning, der er forudsat
ved godkendelsen, og slipper ikke
herfor, selvom skolen ikke opfylder
sine forpligtelser.
Hvis skolen herved pådrager sig et selvstændigt
ansvar for elevens mangelfulde
praktikuddannelse, vil virksomheden
efter omstændighederne kunne
fremsætte krav over for skolen.
Eleven bevarer sin status som lønmodtager
og ansat i virksomheden
under den supplerende skolepraktik.
Reglerne om refusion af løn mv.
under almindelige skoleophold finder
tilsvarende anvendelse.