På nogle uddannelser er adgangen til
skolepraktik begrænset. Dette betyder,
at der på disse uddannelser kun er et
begrænset antal pladser til rådighed
for elever, der ønsker skolepraktik, jf.
lovens § 9.
Adgangsbegrænsningen fastsættes
som en kvote for, hvor mange elever
der kan optages i skolepraktik. Kvoten
er en procentsats, og beregningsgrundlaget
er antallet af uddannelsesaftaler
to år forinden. Reglerne om, hvilke
uddannelsesaftaler der indgår i beregningsgrundlaget,
er ændret fra den
1. januar 2011. Nedenfor er derfor en
beskrivelse af reglerne for 2010 og for
2011 og frem.
I begge tilfælde gælder, at kvoterne
ikke omfatter optag af elever, der
uforskyldt har mistet en uddannelsesaftale,
eller som har afsluttet en kort
uddannelsesaftale. Sådanne elever kan
optages ud over elever, der optages på
kvotepladserne.
Undervisningsministeriet udmelder
kvoter for det kommende år i juni
måned. Kvoterne gælder for et år. Hvis
en skole modtager flere ansøgninger til
skolepraktik, end skolen har pladser,
skal skolen udvælge de bedst egnede
til pladserne, jf. § 37, stk. 5, i hovedbekendtgørelsen
analogt.
2.5.1 Beregning af kvoter i 2010
Antallet af kvotepladser på en skole
beregnes på baggrund af antallet af
registrerede uddannelsesaftaler på skolen
to år forinden (det vil sige i 2008).
Kun uddannelsesaftaler, som omfatter
mindst første skoleperiode i hovedforløbet
og resten af uddannelsen,
indgår i beregningsgrundlaget jf. § 39 i
bekendtgørelse nr. 1518 af 13. december
2007 om erhvervsuddannelser (den
tidligere hovedbekendtgørelse). Tallet
rundes op til næste hele tal.
Som eksempel vises her beregningen
for, hvor mange elever en skole i
2010 kan optage i skolepraktik på
en adgangsbegrænset uddannelse.
Kvoten for den valgte uddannelse er 30
procent. På skolen var i 2008 registreret
95 uddannelsesaftaler, som omfattede
mindst første skoleperiode i hovedforløbet
og resten af uddannelsen. Skolen
kan derfor i 2010 optage (0,30 x 95) 29
elever i skolepraktik på den pågældende
uddannelse.
2.5.2 Beregning af kvoter i 2011 og
frem
Antallet af kvotepladser på en skole beregnes
også i 2011 og frem på baggrund
af antallet af registrerede uddannelsesaftaler
på skolen to år forinden.
I beregningsgrundlaget indgår alle
uddannelsesaftaler fratrukket korte
uddannelsesaftaler, restuddannelsesaftaler
og delaftaler under skolepraktik
jf. § 39 i bekendtgørelse nr. 22 af 12.
januar 2010 om erhvervsuddannelser
(hovedbekendtgørelsen). Tallet afrundes
til nærmeste hele tal.
Som eksempel vises her beregningen
for, hvor mange elever en skole i
2011 kan optage til skolepraktik på
en adgangsbegrænset uddannelse.
Kvoten for den valgte uddannelse er
30 procent. På skolen blev der i 2009
registreret 105 uddannelsesaftaler,
hvoraf tre var korte uddannelsesaftaler,
fire var restuddannelsesaftaler og
tre var delaftaler under skolepraktik.
Skolen kan derfor i 2011 optage (0,30 x
(105-3-4-3)) 29 elever til skolepraktik på
den pågældende uddannelse.
2.5.3 Overdragelse af kvoter
Hvis en skole ikke anvender sin kvote
for optag til skolepraktik, kan skolen
overdrage sin kvote til en anden skole.
Det er dog et krav, at den anden skole
udbyder hovedforløbet på den pågældende
uddannelse. Overdragelsen
sker ved en samarbejdsaftale mellem
skolerne, og Undervisningsministeriet
skal orienteres.
Selvom kvoten overdrages, er det
fortsat grundforløbsskolen, der har
ansvar for, at skolens elever orienteres
om tilbud om optagelse i skolepraktik.