Mange skoler vil være med til at udvikle faget håndværk og design

[29.06.2012]

28 skoler deltager i udviklingsprojekt om håndværk og design som nyt fag i folkeskolen. 10 er udvalgt til en særlig erfaringsopsamling. Faget skal erstatte fagene sløjd og håndarbejde.

28 skoler har søgt om at være med i udviklingsprojektet om håndværk og design som nyt fag i folkeskolen. Skolerne vil som de første arbejde med at erstatte de tidligere fag sløjd og håndarbejde med håndværk og design i skoleåret 2012/2013.

Det nye udviklingsprojekt skal sikre en praksisnær viden om undervisningen i det nye håndværks- og designfag. Det vil sige erfaringer med at planlægge, gennemføre og evaluere undervisningen, som resten af landets folkeskoler kan tage afsæt i, hvis det nye fag på sigt bliver indført på alle folkeskoler som obligatorisk fag i 2013.

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini glæder sig over den store interesse for udviklingsprojektet om det nye fag:

”Det er dejligt, at så mange skoler har lyst til at være med i udviklingsprojektet. Det betyder, at vi kan få indsamlet systematiske og konkrete erfaringer med faget håndværk og design, inden det rulles ud på alle folkeskoler. Der er allerede lagt et solidt grundlag for udviklingsprojektet, og jeg glæder mig over udsigten til et fag, der giver håndværksfaget mere volumen og synlighed," siger Christine Antorini.

På 10 af de 28 skoler vil der foregå en særlig erfaringsopsamling, som bliver varetaget af eksternt tilknyttede konsulenter. De 10 skoler er nu udvalgt på baggrund af en grundig vurderingsproces. Viden fra erfaringsopsamlingen skal løbende deles med de 18 andre projektskoler.

De 10 skoler, der deltager i erfaringsopsamlingen med konsulentbistand, er:

  • Gyvelhøjskolen
  • Hunderupskolen
  • Kastrupgårdsskolen
  • Kildegårdskolen
  • Lundergårdskolen
  • Mellervangskolen
  • N. Zahles Seminarieskole
  • Skørping Skole
  • Skårup Skole
  • Sønderbro Skole

Undervejs i udviklingsprojektet vil Professionshøjskolen UCC bistå lærerne på de 10 skoler med gratis rådgivning med henblik på yderligere kvalificering af undervisningen. Således vil projektet blive skudt godt i gang og give et relevant billede af, hvordan man i praksis kan arbejde med det nye fag.

De 28 skoler, som deltager i udviklingsprojektet er:

  • Bakkevejens Skole, Bramming
  • Frydenhøjskolen, Hvidovre
  • Gyvelhøjskolen, Galten
  • Hejnsvig Skole, Hejnsvig
  • Hunderupskolen, Odense
  • Kalbyrisskolen, Næstved
  • Kastrupgårdsskolen, Kastrup
  • Kildegårdskolen, Herlev
  • Lundergårdskolen, Hjørring
  • Lyshøjskolen, Kolding
  • Løjt Kirkeby skole, Aabenraa
  • Mellervangskolen, Ålborg
  • Mølleskolen, Skanderborg
  • N. Zahles Seminarieskole, København
  • Osted fri- og efterskole, Lejre
  • Petersmindeskolen, Vejle
  • Sjælsøskolen, Rudersdal
  • Skagen Skole, Skagen
  • Skalmejeskolen, Herning
  • Skelgårdsskolen, Kastrup
  • Skørping Skole, Skørping
  • Skårup Skole, Skårup
  • Sønderbro Skole, København
  • Th. Langs Skole, Silkeborg
  • Tinglev Skole, Aabenraa
  • Uglegårdsskolen, Solrød Strand
  • Vestre Skole, Grenå
  • Østervangskolen, Hadsten

Torsdag den 14. juni 2012 blev der afholdt et opstarts- og planlægningsmøde for de 28 projektskoler. Skolerne vil herudover deltage i et midtvejsmøde i efteråret 2012 og et afsluttende møde i februar 2013. Erfaringsopsamlingen forventes afsluttet i foråret 2013.

Kontakt

  • Karen Tidemann

    Karen Tidemann
    Presseansvarlig
    Departementet
    katid1@uvm.dk
    Tlf. 3392 5098
    Mobil 2240 0930