Kommunikationspolitik
Kommunikationspolitikken i Ministeriet for Børn og Undervisning udstikker retningslinjerne for al ministeriets kommunikation – såvel internt som eksternt.
God kommunikation er en forudsætning for, at Ministeriet for Børn og Undervisning kan realisere ministeriets mission og vision og levere de bedst mulige resultater. Med ministeriets kommunikationspolitik ønsker ministeriets ledelse derfor at give retningen for, hvordan Ministeriet for Børn og Undervisning kommunikerer internt og eksternt.
Kommunikationspolitikken indeholder et hovedbudskab, som ministeriets ledelse ønsker, at ministeriet skal være kendt for. Budskabet er ”Sammen arbejder vi for et dygtigere Danmark.” Derudover udpeger kommunikationspolitikken tre mål for ministeriets kommunikation og en række værdier, der skal kendetegne kommunikationen.
Kommunikationspolitikken bygger blandt andet på en omdømmeanalyse, som Ministeriet for Børn og Undervisning gennemførte i efteråret 2009.
Politikken gælder for hele ministeriets koncern i perioden 2010-2011. Herefter evalueres den med udgangspunkt i en eller flere brugerundersøgelser.