Fra ansøgning til ansættelse
Vejen fra ansøgning til ansættelse i Ministeriet for Børn og Undervisning. Få svar på, hvordan du søger en stilling, hvad vi vægter ved ansøgningen, hvem der er med til samtalen, og hvad der sker efter samtalen.

Stillingsopslag
Når Ministeriet for Børn og Undervisning har ledige stillinger, slår vi stillingerne op på vores hjemmeside og på www.job-i-staten.dk.
Ansøgning
Hvis du vil søge en stilling, skal du bruge vores elektroniske rekrutteringssystem. Du søger stillingen direkte via stillingsopslaget på hjemmesiden. Her vedhæfter du din ansøgning, dit cv, eksamenspapirer og eventuelle andre relevante dokumenter.
Hvis du har spørgsmål til en af vores ledige stillinger, er du altid velkommen til at ringe til kontaktpersonen på stillingsopslaget. Du kan også kontakte Personalekontoret.
Vær opmærksom på, at ansøgningsfristen på vores stillingsopslag udløber kl. 23.59 den pågældende dag, og du skal have sendt din ansøgning inden. Ved midnat bliver stillingsopslaget automatisk fjernet fra hjemmesiden, og eventuelle links til opslaget bliver inaktive.
Du får en kvittering den følgende formiddag på, at vi har modtaget din ansøgning.
Hvad vægtes ved ansøgning?
Når vi læser ansøgningerne, ser vi på, hvilken uddannelses- og erfaringsbaggrund du har, og vi vurderer dine kvalifikationer og kompetencer i forhold til den ledige stilling.
Husk, at ansøgningen er vores primære indtryk af dig, når vi udvælger, hvilke ansøgere vi indkalder til samtale. Det er derfor vigtigt, at du er præcis, struktureret og velformuleret i din ansøgning og dit cv, og at du motiverer, hvorfor du søger den ledige stilling. Vi lægger stor vægt på, at ansøgningen er målrettet, overskuelig og uden stavefejl.
Ud over relevant erhvervserfaring opfordrer vi dig også til at skrive i dit cv, hvis du har udført frivilligt arbejde.
Du skal være opmærksom på, at din ansøgning skal rumme nogle konkrete oplysninger. Navn, adresse og telefonnumre skal fremgå klart, og cv, eksamenspapirer og eventuelt andre relevante dokumenter skal vedhæftes.
Personlig samtale
Når ansøgningsfristen er udløbet, udvælger vi de ansøgere, vi gerne vil se til en samtale. Hvis du er blandt dem, bliver du kontaktet pr. telefon eller e-mail.
Hvis du kommer til samtale, møder du et ansættelsesudvalg, der består af repræsentanter fra ministeriets ledelse, en repræsentant fra Personalekontoret, en tillidsrepræsentant fra den organisation, der repræsenterer dit fagområde, og eventuelt en medarbejder/chef fra det kontor eller den afdeling, hvor du søger ansættelse. Vi vil i indkaldelsen til samtalen oplyse, hvem der sidder i ansættelsesudvalget.
En samtale varer typisk 35-45 minutter. Ansættelsesudvalget kan beslutte at indkalde nogle af ansøgerne til yderligere en samtale.
Når vi har gennemført alle samtaler, beslutter ledelsen, hvilken af ansøgerne der bliver tilbudt ansættelse i ministeriet.
Ansættelse
Vi ansætter den ansøger, der efter en samlet vurdering opfylder flest mulige af de faglige og personlige kvalifikationer, der er centrale i forhold til stillingen.
Hvis vi tilbyder dig ansættelse, ringer vi til dig hurtigst muligt efter samtalen. I forbindelse med en eventuel lønforhandling kan du få oplyst, hvem der er din tillidsrepræsentant i ministeriet.
Når der er enighed om din løn, modtager du en bekræftelse på, hvad vi har aftalt, og din ansættelseskontrakt bliver sendt af sted hurtigst muligt. Inden din første arbejdsdag modtager du et velkomstbrev og en velkomstpakke med praktiske oplysninger for nye medarbejdere.
Afslag
Hvis vi ikke kan tilbyde dig ansættelse efter den personlige samtale, bestræber vi os på at give dig en mundtlig tilbagemelding. Du modtager også skriftligt afslag.
Ansøgere, der ikke har været indkaldt til samtale, modtager skriftligt afslag.