Unge udvikler ideer til at forebygge fravær

[06.01.2012]

30 unge fra hele landet mødes den 8. til 10. januar 2012 for at udvikle gode ideer til at reducere og forebygge fravær. Ideerne gives videre til børne- og undervisningsministeren, der vil bruge dem i sit arbejde med at bekæmpe fravær og frafald.

Hvordan får vi mindre fravær på skoler og ungdomsuddannelser? Det spørgsmål danner den overordnede ramme for en innovationscamp, som 30 unge fra hele landet deltager i fra søndag den 8. januar 2012 til tirsdag den 10. januar 2012. Deltagerne kommer fra folkeskolens ældste klasser og ungdomsuddannelserne og har ansøgt om at være med på campen, der er et led i fraværskampagnen ”Det er bedst, når alle er her”, som Ministeriet for Børn og Undervisning står bag.

Ideer præsenteres for børne- og undervisningsministeren

Ved hjælp af skæve vinkler og kreative processer som for eksempel rollespil og storytelling reflekterer de unge på campen over, hvordan fravær kan forebygges, så det erstattes af nærvær. Campen slutter med, at de unge præsenterer deres ideer til at forebygge og reducere fravær for børne- og undervisningsminister Christine Antorini.

”Fravær er et problem. Vi ved, at konkrete indsatser giver resultater. Derfor vil jeg gerne vide, hvad de unge mener, vi kan gøre. De er jo eksperterne, og det er dem som målgruppe, vi skal fange. Jeg ser frem til at høre deres forslag og blive inspireret, så vi kan gå i gang med løsninger ude på skolerne sammen med de unge, forældrene og lærerne,” siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini.

Fakta

Fraværskampagnen kører til og med uge 6. Andre elementer i kampagnen er to konferencer om fravær, en for grundskolen den 25. januar 2012 og en for ungdomsuddannelserne den 6. februar 2012. Desuden opretter børne- og undervisningsministeren en udviklingspulje, som kan søges af skoler, uddannelsesinstitutioner og kommuner til forsøg med at fastholde elever og bekæmpe fravær.
Se mere om fraværskampagnen på www.godtdukom.dk

 

Kontakt

  • Karen Ormstrup Søndergaard

    Karen Ormstrup Søndergaard
    Pressesekretær
    Departementet
    kos@uvm.dk
    Tlf. 3392 5009

  • Niklas Rehn

    Niklas Rehn
    Journalistpraktikant
    Departementet
    nireh1@uvm.dk
    Tlf. 3395 4835