Til inspiration

Udbredelse af erfaringer fra heldagsskolen, en inklusionsguide, opkvalificering af lærerne og brug af undervisningsassistenter. Der er mange veje til inklusion.

Ministeriet for Børn og Undervisning har de seneste år gennemført en række udviklingsprojekter med fokus på at styrke udsatte og fagligt svage elevers læring og fastholde dem i den almindelige undervisning. Samtidig er kommunerne på egen foranledning i fuld gang med at styrke den almindelige undervisning og ændre organiseringen af indsatsen over for elever med behov for særlig støtte.

Nedenfor kan du læse mere om udviklingsprojekterne og de kommunale indsatser.

 

Tidligere udviklingsprojekter

Mindre specialundervisning, styrket faglighed og øget rummelighed (satspuljeprojekt, 2008-2010)

Vejle Kommune har oprettet kompetencecentre om børn med særlige behov. Kompetencecentrene er fysisk placeret på seks skoler. Kompetencecentrene tilbyder pædagogisk sparring fra lærere og pædagoger, der har særlig viden og erfaring med undervisning af elever med særlige behov. Kompetencecentrene er et supplement til den bistand, der ydes fra PPR, men med fokus på den pædagogiske vejledning. Kompetencecentrene yder støtte til både skoler og institutioner.

I Nyborg Kommune har man trukket på Nyborg Heldagsskoles kompetencer for at udvikle et inkluderende læringsmiljø på kommunens folkeskoler.

Som afslutning på satspuljeprojektet udgav evaluator en inklusionsguide. Baseret på erfaringerne fra udviklingsprojekterne gennemgår guiden vigtige fokuspunkter i forskellige faser af udviklingsarbejdet - fra ide- og planlægningsstadiet til implementerings- og dokumentationsfasen. Guidens undertitel er: ”Hvad skal der til for at skabe et godt inklusionsprojekt?”

Satspuljeprojektet Mindre specialundervisning mv. har sin egen hjemmeside, hvor du kan læse mere om udviklingsprojekterne, hente inklusionsguiden og læse evalueringsrapporten.

Satspuljeprojektet Udsatte børns undervisning (2004-2006)

Satspuljeprojektet Udsatte børns undervisning (2004-2006) havde også fokus på de elever, risikerer at blive ekskluderet fra den almindelige undervisning. I forbindelse med projektet blev der for eksempel fremstillet en video om inklusion af et barn med infantil autisme: Den usynlige klassekammerat. I forlængelse af projektet udviklede KLEO et værktøj til kommunal skoleudvikling. Værktøjet havde lektiehjælp som om drej-ningspunkt, men er generelt anvendelig i forbindelse med kommunal skoleudvikling. Du kan se en oversigt over alle produkter og materialer her.

Skoleudviklingsprojekt (2009-2011)

Skoleudviklingsprojektet var målrettet skoler og kommuner, der vil forbedre indsatsen for udsatte og fagligt svage elever. 44 kommuner eksperimenterede med at ansætte undervisningsassistenter.

Viborg Kommune afprøvede en model med undervisningsassistenter, som var uden pædagogisk uddannelse. Opgaven var - som autentisk voksen - at anlægge en inkluderende tilgang med afsæt i barnets perspektiv. Målet var blandt andet at reducere udskillelse af elever til specialtilbud fra klasser med særligt store elevudfordringer.

I Slagelse Kommune skulle undervisningsassistenter give en ekstra hånd i alle fysiktimer og gøre det nemmere at organisere holddeling og/eller projektorienteret undervisning. Målet var en højere grad af inklusion af 7. – 9. klasses elever i fysik, og et højere niveau i elevernes arbejde.

Her kan du læse om alle projekterne. Der er også udgivet et inspirationshæfte og en evalueringsrapport om brug af undervisningsassistenter.

 

Kommunale projekter

Horsens Kommune

I Horsens Kommune inkluderes elever med ADHD og Autisme ved at klæde lærere og pædagoger på til at forstå disse elever. Eleverne går i en almindelig folkeskole, men de har nogle behov, som er anderledes end deres kammeraters. Det pædagogiske personale får specialpædagogisk vejledning gennem VISPU – et kommunalt videnscenter i Horsens for børn og unge med ADD, ADD, Tourettes Syndrom, OCD eller en Autisme Spektrum Forstyrrelse.

Ringkøbing-Skjern Kommune

Ringkøbing-Skjern Kommune har nedbragt henvisningen til specialtilbud med et projekt, der dels er centreret omkring lærer- og pædagog-samarbejdet, dels arbejdet med LP modellen. Projektet har haft positive resultater, da elever, der ellers ville være i specialtilbud, nu kan inkluderes.

Herning Kommune

Herning Kommune har investeret cirka 14 milliioner kroner i at ansætte flere lærere, efteruddannelse og kollektive udviklingsforløb med henblik på at nedbringe udgifterne til specialundervisning i specialskoler og specialklasser. Herning Kommune forventer, at investeringen vil have tjent sig selv ind i 2015.

Gladsaxe og Gentofte Kommune

Gladsaxe og Gentofte samarbejder om at styrke det inkluderende arbejde i folkeskolen gennem ordnin-ger, der kvalificerer klasse- eller holdfunktioner frem for at tildele specialundervisning (timer) til det enkelte barn. De ressourcer, der tildeles til at støtte et barn med særlige behov, anvendes til at opkvalificere undervisningen og tilgodese barnets behov inden for den almindelige undervisning.

Ringsted Kommune

Ringsted Kommune har iværksat et udviklingsprojekt for PPR. Projektet skal understøtte inklusion gennem en ændring af PPR´s fokus fra det specielle til det almene og fra individuelle undersøgelser til fokus på barnets udvikling i relationer.

Eksemplerne på de kommunale indsatser er hentet fra KL’s temasite om Inklusion.

Kontakt

  • Helene Hoff

    Helene Hoff
    Specialkonsulent
    Departementet
    hehof1@uvm.dk
    Tlf. 3392 5536