Undervisningsministeriet

Ressourceregnskab

Undervisningsministeriet gennemfører i samarbejde med uddannelsesinstitutionernes foreninger udviklingen og implementeringen af et såkaldt ressourceregnskab.

TEKO arbejde ved symaskine

Ressourceregnskabet er en ny måde, hvorpå uddannelsesinstitutionerne på Undervisningsministeriets regulerede område (dvs. erhvervsskoler, almene gymnasier, VUC’er, erhvervsakademier og professionshøjskoler) hvert år skal opgøre og præsentere deres resultater inden for de fire væsentligste uddannelsespolitiske målsætninger:

  • Høj faglig kvalitet i uddannelserne
  • Uddannelse til flere
  • Udviklingsorienterede institutioner
  • Effektiv institutionsdrift.

Formål med ressourceregnskabet

Ressourceregnskabet har til formål at belyse uddannelsesinstitutionernes prioriteringer, kvalitet og resultater gennem en række indikatorer. Samtidig kan indikatorerne tjene til at forenkle det samlede informationsgrundlag i styringssystemet.

Ressourceregnskabsmodellen indeholder 20 indikatorer, der tilsammen belyser uddannelsesinstitutionens resultater i forhold til overordnede uddannelsespolitiske mål. Udviklingen af ressourceregnskabet har baggrund i anbefalingerne i Styringsanalysen fra 2005.

Samarbejde med institutionsforeningerne

Ressourceregnskabet er udviklet i et tæt samarbejde med institutionsforeningerne, der har været repræsenteret i såvel styregrupper som arbejdsgrupper gennem udviklingsfasen. I udviklingsfasen har mere end 20 uddannelsesinstitutioner fungeret som ”piloter”, og de har gennem en stor indsats medvirket til at færdigudvikle selve regnskabskonceptet. Pilottesten blev afsluttet den 1. april 2009 med aflæggelse af et ressourceregnskab for 2008.

Ressourceregnskabet vil fuldt implementeret trække på data fra cirka 20 decentrale og centrale it-systemer. Data skal foruden at indgå som grundlag for selve ressourceregnskaberne stilles til rådighed som grundlag for benchmarking på tværs af institutionerne. Undervisningsministeriet forbereder pt. den kommende it-understøttelse af ressourceregnskabet.

Indførelse af ressourceregnskabet

Ressourceregnskabet indføres gradvist i foråret 2010 med en delvis og frivillig afrapportering for regnskabsåret 2009.

I foråret 2011 skal alle de cirka 300 institutioner på Undervisningsministeriets regulerede område aflægge et ressourceregnskab for 2010 i overensstemmelse med de aftaler, der er indgået med de respektive lederforeninger om omfanget af implementeringen. Omfanget af implementeringen vil variere lidt fra område til område afhængig af datas tilgængelighed.

Samtidig med indførelsen af ressourceregnskabet bliver der afholdt et årligt sektorledelsesmøde, hvor Undervisningsministeriet mødtes med repræsentanter fra institutionssiden til en drøftelse af de enkelte sektorers rammevilkår, forventninger om konkrete resultater og kvalitet på uddannelsesinstitutionerne.

Resultater fra ressourceregnskaberne vil blandt andet indgå som grundlag for disse drøftelser. 

Vurdér denne side

Vurdér denne side

Sidst opdateret:  01.09.2010