Folkehøjskoler er private, selvejende institutioner under Undervisningsministeriet. Skolerne er ikke en del af den offentlige forvaltning og kan selv afgøre, hvilke elever de vil have på skolerne. Kurserne skal dog som udgangspunkt være åbne for alle.
Folkehøjskolerne tilbyder voksne elever undervisning og samvær på kurser, der er i overensstemmelse med lovgivningens hovedformål om livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse.
Folkehøjskolerne er karakteriseret ved, at undervisningen skal have en bred, almen karakter. Enkelte fag eller faggrupper kan have en fremtrædende plads, men aldrig på bekostning a ovenstående. Den enkelte højskole vælger selv sit værdigrundlag, der fastsættes i skolens vedtægter.
| De frie kostskoler |
|
De frie kostskoler har som fællestræk, at eleverne bor på skolerne, og at skolerne skal tilbyde undervisning og samvær på kurser, hvis hovedsigte er livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse, ligesom undervisningen skal have en bred, almen karakter. |
Folkehøjskoler er reguleret i Lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler) samt bekendtgørelser, der er udstedt med hjemmel i denne lov.
Folkehøjskoler skal for at kunne modtage statstilskud godkendes hertil af Undervisningsministeriet. Skolerne skal alle opkræve en vis egenbetaling ud over statstilskuddet.
Folkehøjskoler betegnes sammen med efterskoler og husholdnings- og håndarbejdsskoler som frie kostskoler og varetager traditionelt set en del af den folkeoplysende undervisning.