Konference om ledelse og organisering i gymnasiet
[23.03.2011]10 skoler har arbejdet sammen i et netværk om implementering af gymnasiereformen. Den 14. april 2011 deler netværket ud af erfaringerne på konferencen ”Ledelse og organisering i gymnasiet og VUC”.
Planlægning og organisering af skolernes arbejde med gymnasiereformen har siden starten af 2010 været et centralt tema for 10 skoler, der har deltaget i et netværksprojekt, støttet af Undervisningsministeriet. Skolerne formidler deres erfaringer fra arbejdet videre til andre interesserede skoler på konferencen ”Ledelse og organisering i gymnasiet og VUC” den 14. april 2011 på Høje Tåstrup Gymnasium.
Skolerne har arbejdet sammen om at udfolde, kvalitetsudvikle og dermed lette arbejdet med at få gymnasiereformen til at fungere på den enkelte skole.
Arbejdsformen med netværk, hvor både lærere og ledelse har deltaget, fremhæves af deltagerne som en stor gevinst. ”Vi har fundet løsninger til noget, der har været en udfordring længe,” lyder således en af deltagernes kommentarer fra projektets afsluttende evaluering.
Ledere og lærere har medvirket i netværket, der også har haft deltagelse af lektor Dorthe Pedersen fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Copenhagen Business School (CBS).
Tilmelding og betaling
Deltagergebyret er 250 kroner inklusiv frokost.
Skoler, der deltager i projektet, betaler dog ikke for op til fire deltagere.
Tilmelding sker til LMFK-sekretariatet på www.lmfk.dk/tilmelding/index.php.
Der er plads til cirka 175 deltagere.
Tilmeldingsfristen er den 1. april 2011.
| Program |
12:00 Ankomst og frokost 13:00 Velkomst undervisningskonsulent Claus Christensen, Uddannelsesstyrelsen 13:10 Introduktion og foreløbige forskningsresultater ved lektor Dorthe Pedersen, CBS 13:40 Oplæg fra tre skoler om udfordringer og erfaringer fra arbejdet med ledelse og organisering 15:00 Kaffepause 15:20-15:50 Hvad virker? Perspektivering og et handlingsorienteret blik ved konsulent Sverri Hammer 15:50-16:30 De syv øvrige skoler fortæller kort om deres projekt, derefter opsummering. 16:30 Slut
|