Den nye karakterskala er bestået

[04.07.2008]

Den nye karakterskala virker efter hensigten. Det viser nye tal fra Undervisningsministeriet.

De første studenter efter reformen har fået karakterer efter den nye 7-trins-skala. Og nye foreløbige opgørelser fra Undervisningsministeriet viser, at karaktererne følger fordelingen af karakterer i den internationale ECTS-skala.

Opgørelserne viser blandt andet, at der ikke – som frygtet – er givet alt for mange 7-taller. Generelt udgør andelen af 7-taller cirka 30 procent af karaktererne over bestågrænsen. Dette svarer fint til, at karakteren C på ECTS-skalaen opnås af 30 procent.

For karaktererne i almen studieforberedelse er andelen af topkarakterer høj, som det også ses ved andre prøver, der afholdes på baggrund af forudgående individuel vejledning – for eksempel specialekarakterer.

Undervisningsminister Bertel Haarder glæder sig over de foreløbige opgørelser:

”Jeg er meget lettet og glad over, at den nye karakterskala tilsyneladende bruges helt efter hensigten. Formålet med den nye skala er at lette de studerende vejen til studier i udlandet. Al snak om, at "der er for langt mellem 4 og 7 og mellem 7 og 10" må nu forstumme.

Jeg vil gerne takke lærere og censorer for vel udført arbejde. Vi lod netop de gymnasiale uddannelser gå foran alle andre med den nye skala, fordi vi havde tillid til, at de med deres solide faglige tradition var mest velegnet som fortrop. Den tillid har nu vist sig berettiget.

Jeg vil også takke karakter-kommissionens medlemmer med Katherine Richardson i spidsen og min forgænger Ulla Tørnæs, som havde mod til at sætte arbejdet med den nye karakterskala i gang, trods megen skepsis,” siger Bertel Haarder.

Målet med at indføre 7-trins-skalaen var, at karakterfordelingen over en årrække og på landsplan skulle følge ECTS-skalaen. ECTS står for ”European Credit Transfer and Accumulation System”, og ECTS-karakterskalaen er udviklet til at sammenligne de karakterer, som gives ved uddannelser i forskellige lande i EU. På den måde kan ECTS-karakterskalaen anvendes til at omregne udenlandske karakterer til danske karakterer og omvendt.

På ECTS-skalaen fordeles karaktererne sådan: 10 procent til A (karakteren 12), 25 procent til B (karakteren 10), 30 procent til C (karakteren 7), 25 procent til D (karakteren 4) og 10 procent til E (karakteren 02).

Karakterfordelingen

Karakteroversigterne er udarbejdet på grundlag af 14.000 stx-beviser, som skolerne har indberettet til Undervisningsministeriets eksamensdatabase. I oversigterne indgår alle karakterer for det pågældende fag – det vil sige årskarakterer, prøvekarakterer, mundtlige karakterer og skriftlige karakterer.

Figurerne illustrerer karakterfordelingen og den fordeling, der ligger til grund for ECTS-skalaen.

Fordelingen i ECTS-skalaen gælder kun karakterer for beståede præstationer, og derfor angives andelen af karakterer på –3 og 00 særskilt efter hver figur.

Diagram - dansk
Andelen af karakterer i dansk på –3 og 00 er cirka 2%.

Diagram - engelsk
Andelen af karakterer i engelsk på –3 og 00 er ca. 4%.

Diagram - matematik
Andelen af karakterer i matematik på –3 og 00 er ca. 9%.

Diagram - samfundsfag
Andelen af karakterer i samfundsfag på –3 og 00 er ca. 2%.

Diagram - almen studieforberedelse
Andelen af karakterer i almen studieforberedelse på –3 og 00 er ca. 2%.


 

For yderligere information kontakt venligst
Søren Vagner, undervisningskonsulent, tlf. 3392 5204, mobil 2281 3229
Torben Christoffersen, kontorchef, tlf. 3392 5444

Kontakt