”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme”

[15.02.2012]

Tosprogs-Taskforcens temadag i DR Byen blev afholdt for at præsentere konkrete værktøjer til undervisning af tosprogede elever i grundskolen.

”I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går.”

H.C. Andersens romantiske ord var den 10. februar iklædt stemmer fra 5. klasse fra Selsmoseskolen i Tåstrup.

De glade og engagerede børnestemmer fik en stor klapsalve fra deltagerne i temadagen ”Dansk som andetsprog – konkrete værktøjer”, som blev afholdt i DR Byen den 10. februar 2012.

Temadagen bød på oplæg og workshopper, som skulle give 130 skoleledere, lærere, vejledere og kommunale konsulenter værktøjer til at kunne undervise tosprogede elever i grundskolen.

5. klasse fra Selsmoseskolen i Tåstrup synger

5. klasse fra Selsmoseskolen i Tåstrup synger ”I Danmark er jeg født” til stor begejstring for publikum.

Efter 5.-klasse-elevernes sangoptræden blev de interviewet af journalisten Merete Monberg Ronild fra DR, som blandt andet spurgte, hvordan børnene bedst lærer noget. Her blev der med det samme nævnt aktivt ordforråd.

”Aktivt ordforråd er, når børnene selv får lov til at tale, selv får lov til at sætte ord på tingene og arbejde mere med det selv. Frem for at lærerne bare står ved tavlen og taler,” forklarede en af pigerne.

Børnene var desuden enige i, at det handler om at være aktiv i timerne, så man bagefter kan arbejde med den nye viden i grupperne. Derfor arbejdes der i Selsmoseskolens 5. klasse med sproglig undervisning og sprogforståelse.

Sproglig undervisning på Selsmoseskolen går ud på, at lærerne planlægger aktiviteter med svære og nye ord inden for alle fire færdigheder: Lytte, læse, tale og skrive. Sprogforståelse handler dermed om at arbejde grundigt med de svære og nye ord, som eleverne møder i undervisningen.

”Det er på en måde godt, fordi vi lærer de nye ord og bruger dem, når vi taler med de andre i grupperne og frikvartererne. Så vi arbejder hele tiden med nye ord,” siger en anden af pigerne.

Aktivt ordforråd er, når børnene selv får lov til at tale, og arbejde mere med det selv.

Det særlige ved Selmoseskolens 5. klasse er ifølge eleverne selv, at den er fra en folkeskole, som hovedsageligt har tosprogede elever. Klassen rummer ni nationaliteter, men der tales dansk i undervisningen.

”Jeg er jo den eneste etsprogede i min klasse, og det er fint nok. Vi er alle sammen mennesker,” lød det fra den eneste etnisk danske elev i klassen til stor begejstring for alle deltagere på konferencen.

Fra teori til praksis

Et af temadagens teoretiske oplæg kom fra udviklingskonsulent Jytte Vinther Andersen fra Professionshøjskolen UCC. Hun fortalte om aktionslæring:

”Fokusset er på, hvordan lærerne kan udvikle deres undervisning og få dansk som andetsprog til at fungere i deres læring,” indledte Jytte Vinther Andersen.

Jytte Vinther Andersen lagde i sit oplæg op til, at deltagerne skulle diskutere med sidemanden om aktionslæring

Jytte Vinther Andersen lagde i sit oplæg op til, at deltagerne skulle diskutere med sidemanden om aktionslæring.

Aktionslæring er en metode, hvor praktikere i fællesskab udforsker praksis gennem systematiske undersøgelser/aktioner og bearbejdning med henblik på at blive klogere på og forbedre praksis. Det vil sige, at problemstillinger skal forstås, beskrives og begrundes, og så skal der handles. Aktionslæring skal give lærerne inspiration til at tage problemstillinger op og hjælpe dem til at udvikle egen undervisning.

Konferencen blev afholdt som et led i Tosprogs-Taskforce og DR’s temadage om undervisning af tosprogede elever, som er et led i kampagnen ”To sprog – én udfordring”.

Kontakt

  • Pernille Rosberg Frederiksen
    Ekstern pædagogisk konsulent
    Departementet
    pernille.rosberg@uvm.dk
    Tlf. 3392 5318

    Tosprogs-Taskforcen