Folkeskolen får ny karakterskala
[06.06.2007]Efter sommerferien 2007 trådte den nye 7-trins karakterskala i kraft på landets folkeskoler, frie grundskoler, efterskoler samt husholdnings- og håndarbejdsskoler. Undervisningsministeriet igangsatte initiativer for at gøre overgangen til den nye karakterskala så lempelig som muligt. Blandt initiativerne er en række informationsmøder for lærerne.
Godt 25 lærere er samlet til informationsmøde for at høre om den nye karakterskala. I mange år har de været vant til 13-skalaen, men efter sommerferien skal de til at bruge den nye skala.
På mødet bliver lærerne præsenteret for principperne og filosofien bag 7-trins-skalaen, og de får prøvet kræfter med den nye skala i praksis. De skal i grupper forsøge at give konkrete elevbesvarelser karakterer efter den nye skala. I en af grupperne diskuteres der livligt. Lærerne er i tvivl om, om de skal give en danskopgave karakteren 02 eller 12.
Informationsmøderne skal klæde lærerne på
Informationsmøderne har Undervisningsministeriet arrangeret i samarbejde med Børne- og Kulturchefforeningerne i de fem nye regioner.
”Formålet med informationsmøderne er at få lærerne godt klædt på, når de efter sommerferien skal til at bruge den nye skala. De skal have en mulighed for at blive orienteret om 7-trins-skalaen, inden de skal gøre brug af den”, siger Henrik Tauber, chefkonsulent i Undervisningsministeriet.

Henrik Tauber fra Undervisningsministeriet informerer om den nye 7-trins-skala.
Henrik Tauber sidder i Kontor for eksamen og tilsyn, og det er ham, som står for at afholde dagens møde.
”Ved at afholde møderne allerede før sommerferien vil vi gerne signalere over for skoleverdenen, at vi er i gang med at introducere den nye karakterskala”, siger Henrik Tauber.
Der afholdes derfor møder før sommerferien for lærerne i skolernes 7.-10.-klasser og endnu flere møder efter sommerferien. Informationsmøderne er målrettet de store fag; matematik, dansk og engelsk. Efter sommerferien afholder Center For Undervisningsmidler en kursusrække for de øvrige fag i folkeskolen.
Gymnasierne var de første
Den nye 7-trins-skala blev indført i de gymnasiale uddannelser den 1. august 2006. Dog kun for de elever, som følger gymnasiereformen af 2005. I alle andre uddannelser, hvor 13-skalaen anvendes i dag, indføres 7-trins-skalaen den 1. august 2007.
Sidste år afholdt Undervisningsministeriet en række møder for lærerne på landets gymnasier. Henrik Tauber fortæller, at det var vigtigt at få klædt gymnasielærerne godt på hurtigt.
”Det var klart fra starten, at vægten af information skulle lægges på gymnasierne på grund af gymnasiereformen. Erfaringer viser, at overgangsordninger er svære, og at det tager tid. Derfor ville vi gerne hurtigt i gang på gymnasierne”, fortæller han.
Efterfølgende har ministeriet afholdt møder for de korte og mellemlange uddannelser samt på erhvervsskoleområdet. Nu er turen kommet til lærerne i folkeskoler, frie grundskoler, efterskoler samt husholdnings- og håndarbejdsskoler.
Over 4.000 har tilmeldt sig på en måned
Henrik Tauber har været spændt på, hvordan den nye karakterskala ville blive modtaget ude til møderne. Men han har fået meget positive tilbagemeldinger, fortæller han.
”Lærerne virkede glade og tilfredse. De har ikke været så kritiske, som man kunne frygte. Jeg tror blandt andet, det skyldes, at vi har været så hurtigt ude. De har fået et overblik over den nye skala, og det er også det, der er formålet med møderne”, siger han.

Lærerne diskuterer i grupper ved dagens informationsmøde. De skal forsøge at give skoleopgaver karakterer efter den nye 7-trins-skala.
Interessen for informationsmøderne har været enorm. I løbet af den seneste måned har over 4.500 tilmeldt sig. Der afholdes i alt ni møder før sommerferien og 36 efter sommerferien. På nuværende tidspunkt er cirka halvdelen af møderne fyldt op.
Henrik Tauber fortæller, at ministeriet har lagt op til, at de lærere, som deltager ved møderne, informerer deres øvrige kolleger.
”Alle lærere har mulighed for enten at deltage ved møderne eller høre om den nye karakterskala efterfølgende fra deres kollega”, fortæller han.
Undervisningsministeriet har informeret om den nye karakterskala
Undervisningsministeriet igangsatte sidste år en række initiativer, der skulle lette overgangen til den nye karakterskala. Ministeriet har blandt andet iværksat en informationskampagne, som skal informere om brugen af den nye karakterskala.
Kampagnen giver information om den nye karakterskala på flere måder:
Alt materiale om karakterskalaen kan findes ét sted på Undervisningsministeriets hjemmeside. Her er der særligt materiale, der henvender sig til lærere og censorer, og på siden er der også samlet spørgsmål og svar om den nye skala.
Ministeriet har udarbejdet en folder, der er henvendt til borgerne. Første oplag var på én million. Den er sendt ud til uddannelsesinstitutionerne, og den ligger på bibliotekerne.
For at kvalificere anvendelsen af den nye karakterskala har ministeriet udarbejdet vejledende karakterbeskrivelser for en lang række fag. Beskrivelserne er en faglig hjælp ved karaktergivningen og omfatter eksempler på karaktererne 12, 7 og 02. De vejledende karakterbeskrivelser kan findes på Undervisningsministeriets hjemmeside.
Derudover har ministeriet afholdt informationsmøder over hele landet. Møderne afholdes i øjeblikket for lærerne i folkeskolen, de frie grundskoler, efterskolerne samt husholdnings- og håndarbejdsskolerne. Møderne vil fortsætte efter sommerferien, og det er stadig muligt at tilmelde sig.