I Kina syr de tøj, i Danmark…
[26.01.2012]På TEKO i Herning arbejder de ud fra devisen, hvis praktikpladsen ikke kommer til eleven, må eleven komme til praktikpladsen. Det har betydet, at adskillige elever er fulgt med danske virksomheder til blandt andet Kina på praktikophold.
Globalisering er noget, man kender til i tekstilbranchen. Elever på beklædningshåndværkeruddannelsen ved, at de kan komme til at arbejde i lande, der ligger langt fra Danmark.
”Tekstilbranchen var en af de første brancher, der begyndte at outsource deres produktion. For os betød det, at mange af vores praktikpladser flyttede ud af landet til blandet andet Østeuropa og Kina. Det har givet os nye udfordringer, men bestemt også nye muligheder,” siger uddannelseschef ved TEKO Jette Rosendal.
Jette Rosendal har god erfaring med at sende elever praktik i udlandet gennem danske virksomheder.
Et praktikophold i Kina på danske betingelser
På TEKO har de valgt ikke at lade sig slå ud af de dystre udsigter for tekstilproduktion i Danmark. I 2010 tog skolen til Kina og besøgte danske virksomheder, og det gav pote. Skolen fik etableret et samarbejde med flere virksomheder og lavet aftaler om, at eleverne kan indgå i praktikaftaler i Danmark og via virksomheden komme på praktikophold i Kina. Det betyder, at den lærekontrakt, eleven indgår i, er på danske vilkår, og eleverne er dermed sikret, at alle formelle rammer bliver overholdt.
”Det giver en tryghed for vores elever, at de er ansat i en dansk virksomhed. Dermed er de sikre på, at de arbejder under ordnede forhold. Det er også med til at forpligte virksomhederne til stadig at tage elever. Mange af vores elever videreuddanner sig til designteknologer, og det er vigtigt, at den viden stadig eksisterer i Danmark i fremtiden. Det kan den kun, hvis vi kan uddanne unge her i Danmark,” siger Jette Rosendal.
Netværk og gode muligheder fremover
Under besøget på TEKO får Kvalitetspatruljen mulighed for at tale med Kathrine Rosenquist over Skype. Hun har været i praktik i Kina af to omgange – snart 11 måneder i alt. Der har været mange udfordringer, og hjemveen har til tider været stor, men oplevelserne i det fremmede land opvejer det.
”Kulturforskellen er kæmpestor, og jeg har nogle lange arbejdsdage, men jeg får et stort ansvar og spændende opgaver. Jeg har fået mulighed for at designe tøj til store mærker i Danmark, og det er sjovt at se, når det kommer på hylderne derhjemme. Jeg går også rundt på de lokale markeder og finder nye og spændende materialer til vores kunder. Praktikopholdet har betydet, at jeg har fået mange gode kontakter, og det har helt klart givet mig gode muligheder, når jeg er færdig som beklædningshåndværker og skal ud og arbejde eller videreuddanne mig,” siger Kathrine over Skype.
Skolen oplever, at der er et stort potentiale for praktikpladser i udlandet og forventer, at de også fremadrettet vil sende deres elever af sted til fjerne himmelstrøg, så de kan få deres uddannelse.
Kathrine Rosenquist er på sit andet praktikophold i Kina. Over Skype fortæller hun, at det er hårdt, men hele oplevelsen værd.