Skub i erhvervsgrunduddannelsen
[05.02.2009]Unge, som har svært ved at gennemføre en traditionel ungdomsuddannelse, kan have stor glæde af erhvervsgrunduddannelsen (egu). Et nyt projekt, ”Sæt skub i egu!”, skal sikre, at flere unge får mulighed for at tage uddannelsen.
”I stedet for, at den unge får en fiasko ved at starte på en uddannelse, kan man få succes ved at starte på en egu” sagde undervisningsminister Bertel Haarder, da han åbnede konferencen ”Sæt skub i egu!” den 4. februar i Moltkes Palæ i København.
Egu er et anderledes uddannelsestilbud til de unge, der ellers ville blive ”tabt på gulvet” i et traditionelt uddannelsesforløb.
”Egu kan både være en indgang til arbejdsmarkedet og en trampolin til videre uddannelse,” sagde Bertel Haarder.

Undervisningsminister Bertel Haarder fremhævede blandt andet fleksibiliteten ved et egu-forløb, som gør det muligt at skræddersy forløbet ud fra de unges særlige behov.
Målet er 1.200 nye egu-forløb
Baggrunden for konferencen er, at mange kommuner og arbejdsgivere ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på at tilbyde egu til den relevante målgruppe. Antallet af unge, der starter på et egu-forløb er i dag omkring 800. Målet er, at endnu flere arbejdsgivere og kommuner benytter egu, så flere unge får mulighed for at starte på uddannelsen.
”Vi har afsat 9 millioner kroner til projektet ”Sæt skub i egu!” som Kommunernes Landsforening er projektansvarlig for. Målet er 1.200 nye uddannelsesplaner årligt, når projektet slutter ved årets udgang. I 2015 er målet en tilgang på 3.000 elever årligt,” sagde undervisningsministeren.
Bertel Haarder fremhævede Lemvig kommune, som er en af de kommuner, hvor flest unge får en uddannelse, og hvor man bruger egu meget aktivt. Det er fremover målet, at flere kommuner kommer til at bruge egu lige så aktivt, som man allerede i dag gør det i den nordjyske kommune.

På egu-konferencen deltog repræsentanter fra Ungdommens Uddannelsesvejledning, produktionsskoler, erhvervsskoler, faglige udvalg/brancher, jobcentre og enkelte private virksomheder.
Egu kan skabe flere hænder
Den lokale forankring er afgørende for, om et egu-forløb lykkes. Kommunerne spiller derfor en vigtig rolle.
For at sikre fremtidens arbejdskraft skal kommunerne fokusere på at finde praktikpladser til egu-forløb til de unge, der er særligt udsatte i en tid med stigende arbejdsløshed, sagde Erik Nielsen, borgmester i Rødovre kommune og formand for arbejdsmarkeds- og erhvervsudvalget i Kommunernes Landsforening, i sin tale på konferencen. For egu-forløbet er ikke kun en fordel for de unge:
”Egu kan også bruges til at sikre arbejdskraft på længere sigt – især til de brancher, der mangler hænder,” sagde han.

Sebastian Lemire fra Rambøll Management præsenterede de foreløbige resultater af en evaluering af egu, der blandt andet viste, at der i dag mangler kendskab til egu hos især de unge i målgruppen og hos virksomhederne. Der er derfor et stort behov for information om egu og et stort potentiale for at udbrede kendskabet til uddannelsen.
| Fakta om egu |
|
Egu er et kompetencegivende, individuelt tilrettelagt uddannelsesforløb, der kombinerer skoleophold fra eksisterende uddannelser med praktikophold.
Formålet med en egu er, at eleven opnår personlige, sociale og faglige kvalifikationer, som giver mulighed for videre uddannelse eller danner grundlag for beskæftigelse. Målgruppen er praktisk orienterede unge. |