Dvd med introduktion til den nye karakterskala
[16.02.2007]Undervisningsministeriet og Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse udsender nu en dvd til landets erhvervsskoler, der skal kvalificere lærere og censorer til at anvende den nye karakterskala. Filmene kan også ses her på nettet.
Dvd’en indeholder seks filmsekvenser. I den første sekvens bliver 7-trinsskalaen gennemgået. I de øvrige fem sekvenser optræder lærere og elever fra forskellige erhvervsfaglige uddannelser i situationer, hvor den nye karakterskala anvendes. For eksempel gennemfører en elev i grundforløbet i tandklinikassistentuddannelsen en praktisk prøve, der efterfølgende bedømmes af en lærer. Hensigten er, at man som lærer og censor kan vælge de sekvenser og problemstillinger ud, som man har behov for at drøfte”, siger Philip Pedersen, undervisningskonsulent i Kontor for erhvervsfaglige uddannelser i Undervisningsministeriet.
Med dvd’en, der har titlen Introduktion til den nye karakterskala – 7-trinsskalaen og bedømmelser i erhvervsfaglige uddannelser, følger et arbejdshæfte med en kort beskrivelse af hver af de seks filmsekvenser og forslag til arbejdsspørgsmål. Materialet kan bruges som oplæg og inspiration til diskussioner og arbejde med den nye karakterskala på den enkelte skole til temadage eller i forbindelse med seminarer, kurser og konferencer.
”Det er en stor udfordring at skifte karakterskala. Lærere og censorer skal til at vænne sig til en skala, hvor tal, trin og begreber er helt anderledes end i 13-skalaen, og der ligger et stort arbejde i at få afklaret, hvordan man bruger karaktererne sammen med de enkelte fags konkrete mål”, oplyser Philip Pedersen.
Dvd’en og arbejdshæftet er udarbejdet i et samarbejde mellem Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse og Undervisningsministeriet. Formålet med at udsende videomateriale kombineret med tekst er at gøre introduktionen mere håndgribelig for de mange forskellige aktører, der er involveret i karaktergivning i de erhvervsfaglige uddannelser.
7-trinsskalaen træder i kraft for de erhvervsfaglige uddannelser fra den 1. august 2007.
Indhold på dvd’en
- Introduktion
- Før eksamen
- Bedømmelseskriterier
- Opgaveformulering
- Praktisk prøve
- Votering