Karakterskala består i grundskolen

[11.02.2009]

Sidste år fik 62.000 elever karakterer efter 7-trins-skalaen til afgangsprøverne i 9. klasse. Den nye skala får en pil opad!

PRESSEMEDDELELSE

Sidste sommer blev elever for første gang bedømt efter den nye 7-trins-skala til afgangsprøverne i 9. klasse. Den danske stil og facitterne i brøkregning gav nu karakterer fra -3 til 12 i stedet for 00 til 13.

Skalaen gav ikke anledning til problemer i de obligatoriske prøver i dansk, matematik, engelsk og fysik/kemi. Det viser karakterstatistikken, der er beskrevet i notatet ”Grundskolekarakterer prøvetermin maj/juni 2008” fra Undervisningsministeriet.

Af statistikken kan man blandt andet udlede, at elever på de frie grundskoler generelt klarer sig lidt bedre end elever i folkeskolen, mens efterskoleelevernes gennemsnit ligger lidt under - en tendens, der er fortsat fra de foregående år. Endnu en tendens er, at de mundtlige prøver generelt giver et højere karaktergennemsnit end de skriftlige.

Da karaktererne i 2008 blev givet ud fra en anden skala end i 2007, er resultaterne ikke direkte sammenlignelige. Karaktererne vises derfor som en fordeling i forhold til den europæiske ECTS skala. Karakterernes fordeling i 2008 ligger tæt op ad den europæiske ECTS skalas idealfordeling.

Meningen med den nye skala er, at det skal være lettere at sammenligne sig med elever i andre lande. Topkarakteren 13 i den gamle skala var en undtagelseskarakter. Det betød, at kun meget få danske elever opnåede den højeste karakter.

I udlandet dækker den højeste karakter over det, der svarede til vores 11 og 13-tal. Når karaktererne tidligere blev fordelt på ECTS skalaen, kunne det derfor skabe forvirring om elevernes egentlige niveau. Det nye karaktersystem afspejler tydeligt de danske elevers niveau sammenlignet med elever i andre lande.

Undervisningsminister Bertel Haarder er tilfreds med forløbet.

”Det glæder mig, at indførelsen af skalaen ved de afsluttende prøver er sket uden gnidninger. Det er positivt, at karaktererne som forventet fordeler sig fornuftigt inden for ECTS skalaen. Det viser, at den fungerer. Problemet med den gamle skala var jo, at for få fik topkarakterer sammenlignet med udlandet. Med en fornuftig fordeling på ECTS skalaen er danske elever ligestillede med udenlandske elever,” siger han.

7-trins-skalaen og ECTS skalaen

Målet med at indføre 7-trins-skalaen er, at karakterfordelingen over en årrække og på landsplan skal følge ECTS-skalaen. ECTS står for ”European Credit Transfer and Accumulation System”, og skalaen er udviklet til at sammenligne de karakterer, som gives ved uddannelser i forskellige lande i EU. På den måde kan ECTS-skalaen bruges til at omregne udenlandske karakterer til danske karakterer og om-vendt.

På ECTS-skalaen fordeles karaktererne således: 10 procent til A (karakteren 12), 25 procent til B (karakteren 10), 30 procent til C (karakteren 7), 25 procent til D (karakteren 4) og 10 procent til E (karakteren 02).

Kontakt

  • Andreas Ginger-Mortensen

    Andreas Ginger-Mortensen
    Specialkonsulent
    Departementet
    angin1@uvm.dk
    Tlf. 3392 7882