Vi samler statistik ved hjælp af cookies

Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden til glæde for vores brugere. Du kan altid slette cookies fra os igen.

En måned på Malta

[03.01.2012]

Elektronikfagteknikereleven Kasper Andersen pakkede tasken og tog på en måneds udveksling på Malta.

”Leonardo-projektet er super godt. Det er godt, at man kan få lov til at se noget andet end det, man er vant til,” siger Kasper Andersen.

Den 19-årige elektronikfagteknikerelev er glad for, at han fik muligheden for at komme på et udvekslingsophold på Malta i en måned fra november 2011. Til daglig læser han på AARHUS TECH, men er i lære hos Grundfos i Bjerringbro, hvorfra han er udlært i sommeren 2013.

Arbejde på elektronikfabrik

Kasper Andersen rejste sammen med en kollega fra Grundfos. Han kendte ikke kollegaen, før de tog af sted. På Malta arbejdede de hver dag ude på en elektronikfabrik, hvor de producerede elektronik. Men fabrikken havde kun produktion, og Kasper er vant til at arbejde mere teoretisk i sin uddannelse.

”Jeg havde håbet på mere teoretisk arbejde, og det har vi også meldt tilbage til skolen,” siger han.

De to danske elektronikfagteknikerelever så også Maltas tekniske skole. Når de havde fri, så de monumenter fra 2. verdenskrig og deltog i sociale arrangementer med malteserne fra elektronikfabrikken.

Kasper
Kasper Andersen kigger på printplader i et mikroskop.

Kan klare sig ude i verden

Selv om han ikke føler, at han lærte så meget fagligt, har han lært andre ting på turen.

”Jeg fik brugt mit engelsk rigtig meget, og jeg ved nu, at jeg kan klare mig ude i verden og bruge engelsk som førstesprog. Og da jeg fandt ud af, at jeg ikke lærte så meget fagligt, udnyttede jeg opholdet sprogligt og socialt. Turen gav en god forståelse af, hvordan det er at arbejde et andet sted.

Kasper Andersen har andet end gode minder med hjem fra turen. Han fik et Europass som bevis på, at han har klaret sig socialt og fagligt og kan tale engelsk.

Fakta om Leonardo-projektet

Hører under EU-programmet Livslang Læring. Leonardo er EU's program for erhvervsrettet uddannelse – både grunduddannelse og efter- og videreuddannelse. Programmet retter sig mod institutioner, organisationer og offentlige og private virksomheder, der arbejder med erhvervsuddannelse.

Programmet giver tilskud til fem typer aktiviteter: praktik- og uddannelsesophold, partnerskaber, vidensudviklingsprojekter, forberedende besøg og nyudviklingsprojekter.

Læs mere på iu.dk.