Nyt fra MBU – nu som iPad-app
[08.06.2012]Flere og flere besøger ministeriets hjemmeside med deres iPad. Derfor lancerer vi nu en iPad-app, som giver nem og hurtig adgang til nyheder, web-tv, Fælles Mål-faghæfter og andre publikationer.

Fælles Mål-faghæfter, sidste nyt om uddannelserne på ministeriets område, web-tv-klip med børne- og undervisningsministeren og publikationer fra ministeriet. Alt det kan du nu finde i den helt nye iPad-app MBU, som kan hentes gratis i App Store.
”Vi ved fra statistikken for ministeriets hjemmeside, at flere og flere besøger hjemmesiden med en smartphone eller en iPad. Sidste år lancerede vi en smartphone-venlig udgave af hjemmesiden, og nu er vi klar med en iPad-app. Det er vigtigt, at vi som ministerium følger med tiden og hele tiden sikrer, at vores kommunikation lever op til brugernes behov. Det er også formålet med vores nye iPad-app,” siger Louise Seest, kommunikationschef i Ministeriet for Børn og Undervisning.
Sådan virker app’en
I iPad-app’en er der skåret ind til benet, hvad angår mængden af indhold, for at gøre det nemt og hurtigt for dig at navigere og hente indhold til din iPad.
Det betyder, at du med iPad’en har adgang til nyheder fra ministeriet, web-tv, og publikationer udgivet af ministeriet.
Når du bruger app’en, mens du har adgang til internettet, registrerer den de seneste nyheder og publikationer. Det betyder, at du efterfølgende kan bruge app’en uden at have adgang til internettet og at du kun skal hente indholdet én gang. Så vil du opdateres med sidste nyt fra uddannelsesverdenen, kan det gøres til lands, til vands og i luften fra din iPad uden adgang til internettet, og Fælles Mål-faghæftet kan hives frem fra tasken, uanset hvor du befinder dig.
Appen vil hurtigst muligt blive eksporteret til Android-baserede tablets.