Undervisningsministeriet

Hjælp til sårbare unge

09.03.2010Der blev givet ideer til løsninger og indsatsområder, da PsykiatriFonden havde inviteret til konference om psykisk sårbare unge.

Hvad skal der til for at hjælpe de psykisk sårbare unge på erhvervsuddannelserne?

Det spørgsmål var omdrejningspunktet, da over 200 lærere, vejledere og ledere fra erhvervsuddannelserne den 8. marts var samlet på Professionshøjskolen METROPOL i København.

Stor interesse

En af talerne på konferencen var undervisningsminister Tina Nedergaard, og hun havde lagt mærke til, at salen var fyldt til bristepunktet.

”Jeg er glad for at se, at så mange deltagere har lyst til at bruge en eftermiddag på udfordringen med psykisk sårbare unge på erhvervsuddannelserne,” sagde hun.

Astrid Bro er elev på Social- og Sundhedsskolen i Århus. Da hun var 17 år, blev hun indlagt med ski-zofreni, som er en sygdom i hjernen. Afdelingsleder Hallur G. Thorsteinsson ville høre Astrid Bros råd til de mange lærere og ledere på konferencen
Astrid Bro er elev på Social- og Sundhedsskolen i Århus. Da hun var 17 år, blev hun indlagt med skizofreni, som er en sygdom i hjernen. Afdelingsleder Hallur G. Thorsteinsson ville høre Astrid Bros råd til de mange lærere og ledere på konferencen. ”Hvis I møder en ung, så skal I turde spørge. Samtidig skal I turde følge op på det svar, I får. For hvis eleven åbner sig om problemer, og I ikke vender tilbage til dem, kan de let tro, det er fordi, I ikke vil tale om det,” sagde Astrid.

Konferencen er et led i PsykiatriFondens Erhvervsskoleprojekt, som er blevet til med støtte fra Undervisningsministeriet.

Projektet er en udløber af Ungdomsprojektet og har til formål at give deltagerne redskaber til at identificere og hjælpe psykisk sårbare unge. Ud over en konference i henholdsvis København og Århus, består projektet af en række kurser og en publikation.

Lærere er blevet opmærksomme

Projektets fokus har især været rettet mod kurserne, hvor 400 lærere og vejledere har deltaget i et firedagskursus, mens 100 ledere har deltaget i et endagskursus.

”Efter at have gennemgået første del af kurset, kunne alle lærere komme i tanke om flere unge, som hørte til i gruppen af sårbare,” sagde Bjarke Jensen, som har undervist på kurserne.

PsykiatriFonden har fået positive tilbagemeldinger på kurserne, og lærerne har især haft glæde af at dele erfaringer om sårbare unge.

Undervisningsminister Tina Nedergaard
Undervisningsminister Tina Nedergaard var første taler på konferencen.

Forpligtede til at tilbyde hjælp

Undervisningsminister Tina Nedergaard sagde, at hun er glad for, at projektet fokuserer på hele skolen.

”Psykisk sårbare unge har brug for vedholdende lærere og vejledere, som kan støtte dem. Samtidig har de brug for en skoleleder, som har en ambition om, at skolen skal være et godt sted at være.”

Ministeren slog dog fast, at mentorer, vejledere og kontaktlærere ikke skal klare alt. Derfor har erhvervsskolerne siden 2007 været forpligtede til at tilbyde personlig, social eller psykologisk rådgivning til unge med behov for det.

Publikation med værktøjer

På konferencen fik alle deltagere udleveret publikationen ”Jeg kommer heller ikke i dag”, der er udgivet af Undervisningsministeriet som en del af PsykiatriFondens Erhvervsskoleprojekt. Publikationen præsenterer metoder og værktøjer, der skal inspirere lærere og uddannelsesvejledere i deres arbejde med unge, som har personlige og sociale problemer.

Undervisningsministeren opfordrede forsamlingen til fortsat at gøre brug af PsykiatriFondens tilbud.

”Jeg håber, at publikationen sammen med dagens indlæg kan inspirere til det videre arbejde på skolerne og i elevernes lokalområde,” sagde hun.

Der var stor interesse for dagens konference, og derfor måtte ståpladserne og de mere utraditionelle siddepladser tages i brug
Der var stor interesse for dagens konference, og derfor måtte ståpladserne og de mere utraditionelle siddepladser tages i brug.

Sidst opdateret:  30.03.2010