Erhvervsrettede uddannelsesinstitutioners ejendomsforhold

Institutioner for erhvervsrettet uddannelse kan uden forudgående godkendelse på finansloven eller forelæggelse for Folketingets Finansudvalg foretage bygningsmæssige dispositioner, der tjener til varetagelse af institutionens formål.

Skilt til Uddannelsescentret

I forbindelse med overgang til bygningstaxameterordningen med egen likviditet og selvstændigt kapital-ansvar blev erhvervsskolesektoren med Akt 22 af 12. oktober 1994 tillagt visse dispositionsfriheder i forhold til Finansministeriets Budgetvejledning. Med lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse er dispositionsfrihederne udvidet til også at omfatte hidtidige AMU-centre.

Institutionerne er fortsat omfattet af Budgetvejledningens regler, men dispositionsfrihederne i medfør af aktstykket betyder, at institutionerne uden forudgående godkendelse på finansloven eller forelæggelse for Folketingets Finansudvalg kan foretage bygningsmæssige dispositioner, der tjener til varetagelse af institutionens formål.

Bygningsmæssige dispositioner

Dispositionerne, som heller ikke skal godkendes af Ministeriet for Børn og Undervisning, omfatter

  • investeringer i institutionens faste ejendom (nyinvesteringer, om- og tilbygninger, renoveringsarbejder og lignende), 
  • køb og salg af fast ejendom, 
  • optagelse og omlægning af lån sikret med pant i institutionens faste ejendom samt 
  • indgåelse og opsigelse af lejemål. Der kan dog ikke indgås lejemål med uopsigelighed ud over 10 år. Længerevarende lejemål forudsætter, at der forinden opnås accept heraf fra Folketingets Finansudvalg (via Ministeriet for Børn og Undervisning og Finansministeriet).

Særligt om salg af fast ejendom

Institutionerne må dog ikke uden Ministeriet for Børn og Undervisnings godkendelse sælge fast ejendom med henblik på at flytte hovedparten af institutionens tilskudsberettigede aktivitet til lejemål.

Salg af fast ejendom må som hovedregel først ske, efter at der har været foretaget offentligt udbud, se principperne i Finansministeriets cirkulære nr. 7 af 25. januar 2010 om salg af statens faste ejendomme. Hvis institutionen finder, at vægtige grunde taler for at undlade offentligt udbud, f.eks. ved ønske om salg til kommune eller anden offentlig institution, skal Ministeriet for Børn og Undervisning inddrages med henblik på godkendelse, eventuelt efter forelæggelse for Finansministeriet og Folketingets Finansudvalg.

Der er kommet en ny Budgetvejledning for 2011, men indtil videre skal de hidtil gældende regler dog fortsat følges.

Bygningstaxameterstyring

Institutionernes overgang til bygningstaxameterstyring har blandt andet haft til hensigt at give institutionerne et øget økonomisk incitament til at optimere den samlede ressourceanvendelse, herunder tilpasse udgifter og kapacitet i forhold til indtægter og aktivitet.

Institutionerne har således fået større råderum og frihed ved indretning og vedligeholdelse af ejendomme i overensstemmelse med principperne om decentralisering og selvforvaltning. De skal herefter selv stå for og betale forbedringer af undervisningsfaciliteterne og renovering af utidssvarende installationer samt modernisering i øvrigt. Udgifterne hertil forudsættes finansieret af det bygningstaxameter, som institutionerne modtager til finansiering af kapitaludgifter.

Forpligtelse til vedligeholdelse af bygningerne

Institutionerne skal vedligeholde bygningsmassen på et forsvarligt niveau i overensstemmelse med en af bestyrelsen godkendt flerårig plan, jf. § 11, stk. 2, i lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse. Se også Finansministeriets cirkulære nr. 9886 af 11. december 2008 om vedligehold af statens bygninger.

Særligt om låneforhold

For nogle selvejende institutioner kan det være uoverskueligt at bevæge sig ud på lånemarkedet. Mange nye låne- og kreditmuligheder dukker op, men ikke alle er lige sikre og rentable. Institutionens ledelse, bestyrelse og revisionsfirma kan få input og gode råd om finansieringsforhold i Ministeriet for Børn og Undervisnings håndbog om finansiering af ejendomme i selvejende uddannelsesinstitutioner. I forlængelse af håndbogen kan denne præsentation af risikospørgsmål i forbindelse med finansiering af ejendomme benyttes til at perspektivere risici og faldgruber ved valg af finansieringsform for institutions daglige ledelse og bestyrelse. Håndbogen og præsentationen er udarbejdet i samarbejde med Deloitte.

Institutionerne kan i forbindelse med optagelse af realkreditlån indgå kurssikringsaftaler. Statens selvforsikringsordning dækker således ikke risici, der kan dækkes via kurssikringsaftaler. Om statens selvforsikringsordning i øvrigt se under afsnit 5.2.3. Statens selvforsikring.

Kontakt

  • Charlotte Tang

    Charlotte Tang
    chefkonsulent
    Departementet
    chtan1@uvm.dk
    Tlf. 3392 5015

Generelle bestemmelser for statslige byggerier

Der er udarbejdet en række generelle bestemmelser for statslige byggerier.

Erhvervs- og Byggestyrelsens Bygherrevejledning  beskriver, hvordan en institutions lokalebehov undersøges og fastlægges, og hvordan dette behov kan søges dækket dækket – med beskrivelse af de væsentligste forhold vedrørende behov, funktion, økonomi, tid og lokalisering.

Regler om udbud og tærskelværdier for udbud i forbindelse med byggerier kan findes på Konkurrencestyrelsen hjemmeside.

Slots- og Ejendomsstyrelsens Byggesagsrapport  er et redskab til at styre økonomien i byggesager såvel ved budgetteringen som ved regnskabet.

  • Currently {0:f} stars.
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6

Vurdér denne side

Vurdér denne side